Smartlog v3 » Michael
Opret egen blog | Næste blog »

Michael

Min weblog fra hverdagen

Flyttedag

2. Oct 2008 11:38, michaelblog

I dag har jeg taget mig sammen til endeligt (?) at flytte min blog til eget domæne, hvor jeg fremover vil publicere mine indlæg.

Blog'en her på Smartlog vil altså ikke længere blive opdateret, men følg med mig over på mit nye site... du skal være så velkommen :o)

Du følger mig ved at klikke her - og husk nu at opdatere mig i dine foretrukne!! ;-)

Jeg... en skorpion

26. Sep 2008 20:42, michaelblog

Hmm..... har lige modtaget en mail fra min søde søster, med en oplistning af stjernetegnenes horoskoper. Som den skorpion jeg engang er, scrollede jeg selvklart hurtigt ned til mit stjernetegn, for at blive klogere på mig selv.

Her er så hvad jeg kunne læse, om mig selv;

SkorpionenSkorpionen (23. oktober - 21. november)

Du er skarpsindig i forretningsanliggender, og man kan tro på dig. Du vil opnå succes'ens højeste tinder på grund af din totale mangel på moral. De fleste 'Skorpioner' bliver myrdet før eller senere.

 

Hva' siger man så lig' til den melding??

Omdirigering fra SmartLog?

25. Sep 2008 20:27, michaelblog

Tillader mig lige at kaste et spørgsmål ud til Jer bloggere :o)

Jeg påtænker at køre nærværende blog fra eget domæne, og gerne i Wordpres. Domæne, wordpres, og alle mine indlæg med tilhørende kommentarer er overført til nyt domæne, så det skulle være i orden.

Men! Jeg vil jo gerne have det således at når folk kommer ind på min blog her på smartlog, så skal de automatisk omdirigeres til den nye url, hvor bloggen så bare køre uændret videre. Jeg kan ikke se at der er mulighed for at klare dette via kontrolpanelet, så jeg er lidt i tvivl om hvad der skal til... hvis det overhovedet kan lade sig gøre?

Nogen kloge ord om dette??

Tillykke og farvel

22. Sep 2008 09:18, michaelblog

Lørdag aften havde vi inviteret gæster til middag og hygge, af to årsager. Jeanet fyldte 43 (!) år, og blev fejret med gaver og føs'dagssang - stort tillykke skat - og så var det en anledning for familien til at sige farvel og god rejse til Nadia, der om to uger drager afsted til Australien, hvor hun skal bo og arbejde de næste 6 måneder.... mere om det ved en senere lejlighed.

Ud over at få sagt farvel til Nadia, havde gæsterne forskellige flotte gaver med til hende, ikke mindst et hav af australske dollars så hun i den første lange tid ikke behøver at spekulere på pengene ;-)

Smukt design

12. Sep 2008 08:06, michaelblog

... er det der først slår mig, når jeg kigger på de nye Logitech pc-speakere der nu pryder mit bord på jobbet.

Speakers
Ikke nok med at de giver en fremragende lyd og ser godt ud, der er også mulighed for at vælge at få vist f.eks. LCD ur, countdown timer, og monitorering af RAM- og CPU-performance.... lidt blær meeeen alligevel ;-)

Ikke så sjældent sniger jeg mig til at lukke døren ind til mit kontor, skrue godt op for lyden til et fedt stykke musik, og så lige tage 3 minutters chill out...

Andelslejlighed til salg

4. Sep 2008 08:27, michaelblog

Dejlig 3½ værelses andelslejlighed til salg!!

Det er min svoger der har denne lejlighed til salg, som er til overdragelse hurtigst muligt. Den er "fri" af vores listesystem, så der er frit spil for enhver, uanset tilknytning til ejendommen.

Står du og leder efter en andelslejlighed, eller har du familie eller en kollega der gør, så er det her måske sagen. Snup denne beskrivelse af lejligheden, og send den gerne videre til eventuelt interesserede.

Dumme dumme Daniel

28. Aug 2008 16:27, michaelblog

Fand'me svært at tage sådan en knægt seriøst!! han sku' sgu ha' en røvfuld, og sendes tidligt i seng!

Fint nok at "forholde sig kritisk til det man bliver fortalt", men come on... det er sgu da grænser for hvor ignorant man har lov at være!!

Jeg er i feriemode

22. Aug 2008 13:35, michaelblog

... hvilket ikke er helt så hensigtsmæssigt, idet jeg allerede har afholdt min ferie og der er lææænge til den næste!!

For en del år tilbage, i forbindelse med Nadia's konfirmartion, tog vi med Nadia til Egypten, hvor vi havde en dejlig ferie med snorkling og undervandslivet i højsædet. Det var en kæmpe oplevelse som Nadia, og vi, sent glemmer - ikke mindst vores dage og nætter i beduinerlejren.

På den ferie fandt vi vores lille helt eget sted - i hvert fald var der ikke ret mange andre end os dér - hvor vi tilbragte endeløse timer i og omkring det fantastisk flotte koralrev der lå lige foran os. Stedet hed El Fanar og var et rent paradis. Vi havde formået at komme væk fra "turiststranden" og fandt så det her sted, hvor der blot var nogle få liggestole med tilhørende parasoller.
El Fanar
På højen over os lå der er en lille bar hvorfra vi kunne hente forfriskninger imellem snorkelturene. Det stå i min hukommelse som det mest fantastiske sted jeg har været. Stedet gav mig den ypperste ophidselse når jeg dykkede ved revet, og den totale afslapning når jeg kunne hvile kroppen i varmen under parasollen.

Er nu faldet over et klip på YouTube, fra lige nøjagtigt vores lille paradis, som tydeligt viser at der i dag er langt flere mennesker der bruger stedet...


På videoen kan man tydeligt se farveforskellen i vandet, hvor den lyse blå farve er aftegningen af det fantastiske rev der er på stedet, og som stikker lodret ned i det helt klare blå hav.... det skal ses!

Lige nu er det et andet sted der trækker, og som jeg er blevet forelsket i. Må gøre hvad der gøres kan for at fru Andersen og jeg kan tilbringe et par uger på lige nøjagtigt denne lille atol og i én af de hytter der ligger helt yderst ;-)

Det bliver desværre nok ikke lige indefor de næste par år, men tro mig du dejlige lille paradisø.... På et tidspunkt vil jeg betræde dine kridhvide strande, og vælte mig i de hemmeligheder du skjuler under overfladen!

 

Hmmm...

20. Aug 2008 14:57, michaelblog

... kan man så ikke roligt sige, at de danske håndbold-herrer nu har betalt så rigeligt af på "gælden" for fortynine'eren?!

Ringforlovet

20. Aug 2008 08:40, michaelblog

I dag er det 24 år (!!) siden at Jeanet og jeg blev ringforlovede - fatter ikke at det er så længe siden!

På daværende tidspunkt boede vi til låns i Jeanet's farfars lejlighed, i Kamhusene i Hvidovre, og var ganske unge. Vi købte vores forlovelsesringe hos guldsmeden i Hvidovre Stationscenter, jo jo.... der var stil over det :)

Der var ikke andre i vores omgangskreds der var ringforlovede, så hvor det kom fra ved jeg ikke helt, men jeg bilder mig ind at jeg da nok var smadder romantisk og forelsket til op over begge ører ;-)

Iblandt vores venner og familier var der vist ikke mange der gav det forhold ret mange chancer, ja faktisk verserede der vædemål i omgangskredsen om hvor længe vi ville være sammen! Ikke desto mindre, og til de flestes overraskelse, var vi ringforlovede i hele 4 år, før vi besluttede os for at selvsamme forlovelsesring skulle blive siddende, men nu som vielsesring.

En hurtig hovedregning insisterer på at vise, at det så er mere end 20 år siden vi blev gift. Var der nogen der sagde "tiden flyver"?!?!

Morsomme blå mænd

19. Aug 2008 11:04, michaelblog

Var i aftes, med gode venner, inde og se filmen "Blå mænd", som var en god gang gymnastik for lattermusklerne :-)

Selv om filmen kun varede lidt over en time, og budskabet måske var en kende tynd, så følte jeg mig ganske godt underholdt. Filmen er dejlig nem og ligetil, og samtlige skuespillerpræstationer var helt i top, ikke mindst spillede Sidse Babett helt fortryllende rollen som den lidt virkelighedsfjerne lesbiske Lotte Markman, der gav den som både ninja, krigshelt og hemmelig agent.

En let fordøjelig film jeg helt klart kan anbefale, blot man tager den for det den er... humor, komik og en pointe der handler om at behandle andre med respekt

Sikke en forskrækkelse

18. Aug 2008 11:31, michaelblog

... jeg fik da jeg lørdag aften blev ringet op af min søster!

Hun var sammen med min mor til noget kortspil da min mor fik meget ondt i det ene ben. Smerten var så slem at de kontaktede lægevagten, der mistænkte en blodprop i benet, og derfor ville have hende kørt på hospitalet.

Det ville være komplet umenneskeligt at plage Jer med en genfortælling af nattens forløb på skadestuen, hjemsendelsen, den efterfølgende returnering til samme afdeling, den svinske behandling af både min mor og søster, osv. osv. Blot kan jeg sige at det er absolut ikke en god idé at blive alvorligt syg i en weekend, i hvert fald ikke hvis man dér har brug for det danske sygehusvæsen!!

Den rigtig korte version er, at min mor fik konstateret at hun ganske rigtigt havde haft en blodprop i benet. Hun har fået taget diverse prøver der gudskelov ser ud til at den er opløst igen. Værdierne er så fine at hun allerede med det samme er kommet i medicinsk behandling med blodfortyndende medicin, og har det fint igen.

Puuhaa..... Det var lidt af et chok, der får én til at tænke en hel del over hendes, og ikke mindst min egen, levevis! At få en blodprop er trods alt en alvorlig "lidelse", og et sikkert tegn på at der steder i kroppen er åreforsnævringer, som ikke kan udelukkes at skabe flere af den slags problemer!

Så mor.... måske vi begge skulle se at få kvittet de s... smøger!?!

Arrgghhh....

15. Aug 2008 13:24, michaelblog

Sidste dag i den første arbejdsuge efter ferien burde være helt fantastisk, specielt i lyset af at det er fredag med weekenden lige om hjørnet, men sådan startede min dag så ikke lige!

Dagens første opgave viste sig at være total mangel på forbindelse til netværket! I gang med fejlsøgning, der viser at hovedswitchen er fuldstændigt død og dermed ingen fiberadgang gennem krydsfelterne til netværket. Besvare et hav af brugere på hvorfor de ikke kan komme på nettet, samtidigt med at fumle med strøm osv. Nå nå, men den skal vel så bare skiftes til en anden, så er vi da på igen…. Øh NOT! Har ikke en ekstra af typen liggende, og har i øvrigt ikke den aktuelle konfiguration af switchen, i forhold til diverse finurligheder der er lavet på den.

Lynbesked til ekstern tekniker der efter et par timer kom med en ekstra switch. En time senere konkluderer han at den switch han har med, overhovedet ikke vil kommunikere med stacken!. Foreslår ham at tage strømforsyningen fra den nye switch og smide den i den gamle switch, da jeg har en mistanke om at det er dér aben ligger gemt. Det gør vi så og vupti.... vi er oppe at køre igen :-) Mine bekymringer om den manglende konfiguration i den nye switch er dermed helt unødvendig, da vi nu kører på den gamle switch igen

Og nå ja…. Behøver jeg at sige at morgenbrød og kaffe ikke kom på tale midt i virvaret!?! Fed start på den dag!

9 uger igen

12. Aug 2008 08:31, michaelblog

... til næste ferie :( Ain't life a bitch!?

3 ugers somerferie stoppede på hårdeste måde i fredags, med det resultat at jeg nu igen sidder på pinden og tænker; "Hva' skete der lige dér!?!"
Ahh well... det har været en ok ferie og det har fatisk været rart at være i kolonihaven i år. Selv om der har været dage hvor jeg tænkte på en varm sydligtliggende sandstrand, så har det slet ikke været tosset :)

Vi sluttede ferien af på festlig vis, da vi i lørdags var til 30-års fødselsdag med den hårde kerne, og fejrede Ann-Sophie på behørig vis. Søndag drev stille og roligt forbi mig uden at jeg på nogen måde tog notits af det. Jeg kom aldrig ud af morgenkåben og den eneste aktive bedrift jeg foretog mig var at kaste tandbørsten umotiveret rundt i munden, og forsøge at komme tidligt i seng.

Nine weeks and counting.....!

Hvil i fred

7. Aug 2008 14:11, michaelblog

To personer, i vor omgangskreds, er gået bort inden for de sidste par uger.

Hugo, far til vores rigtig gode veninde, faldt for nyligt om med et hjertestop og blev hastigt indlagt. Efter nogle kritiske dage, hvor han aldrig rigtigt kom tíl sig selv, sov han stille ind.

Vi har kendt Hugo i mange år efterhånden, og specielt Marcus og Simone var meget glade for ham og hans kone. De var nærmest som de børnebørn han ikke selv havde fået, og han var oprigtigt glad for dem begge. Selv om vi kun så Hugo et par gange om året, og jeg derfor formentligt ikke kender ham på et dybere plan, stod Hugo helt klart som et smukt menneske i mine øjne.
Han havde sine klare holdninger til hvordan man arter sig her i livet, og hvad der er rigtigt og forkert, men ikke desto mindre har jeg altid betragtet ham som et meget empatisk menneske, med et dejligt positivt sind og lune. Han hørte helt klart til blandt de ædleste, og efterhånden sidste, gentlemen her i verden!

Jeg sender de varmeste medfølende tanker til hans kone og datter - Hugo vil ikke blive glemt!


Kors

For et par dage siden fik vi så nyt fra Australien, fra vores venner som ferierer dernede lige nu. Onkel Christian er efter kort tids sygdom afgået ved døden.

Vi har været sammen med Christian ved flere festlige lejligheder i vennernes familie, og på det seneste har han vidst ikke haft det for godt. Hvad han selv troede var en diskosprolabs viste sig desværre at være en kræftsygdom der havde spredt sig i hele kroppen. Christian slog mig som værende en meget stærk person, men kræften kunne han ikke hamle op med.

Også til Christians nærmeste sender vi medfølende tanker...

Forsat ferie

3. Aug 2008 18:43, michaelblog

... og vi nyder det :o)

Vi tog hjem fra haven i fredags, og fik vasket lidt tøj, shoppet efter nogle gaver og fik ordnet nogle andre praktiske ting.
Fredag aften var vi hos Angela og Thomas, for at fejre Deres kobberbryllup. Det var s.... hyggeligt, og vi fik rigtig god mad i det fri, hvorefter vi trak op i lejligheden og fortsatte festen med masser af drinks og hygge. Tak for en dejlig fest og endnu engang stort tillykke med de 12½ år - godt gået :)

I dag fylder vores niece Simone 14 år, og det fejrede vi i går hvor der blev disket op med dejlig mad, flot fødselsdagskage og rigelige mængder af slik og kager etc. Ganske hyggeligt var det, og også til Simone og Christina skal der lyde en tak for i går, og igen tillykke med de 14 år :o)

I dag har fru Andersen og jeg været super aktive! Vi har foretaget en total oprydning af både kælder- og loftrum, og fået smidt en hel del af de effekter ud, som har stået urørt i årevis. Har de ikke været i brug i de seneste 5-7 år, er det sgu nok ikke noget vi kommer til at savne på noget tidspunkt! Det er min filosofi, og selv om Jeanet ikke er meget for at smide ting ud - ej heller dem der har stået der siden jorden blev betragtet som værende flad - så lykkedes det alligevel at få kasseret så meget at der nu er rimeligt med plads i rummene igen... I'm pleased ;-)

Efter et velfortjent bad, hvor støv og spindelvæv er blevet vasket af kroppene og ud i afløbet, er vi nu klar til at få lidt at spise. Marcus skal hentes fra bussen kl. ca. 20:30, så vi kan lige nå at finde en lokal restaurant og forhåbentligt få en god middag inden vi henter ham. Er spændt på at høre hvordan det er gået, og om de har hygget sig, og så glæder vi os til at fortsætte ferien med ham. Meningen var godt nok at han skal deltage i Brøndby Cup i næste uge, men vi har meldt afbud til hans træner, hvilket han vist ikke er så glad for at vi har gjort! De skal spille i 3 dage i Brøndby, 3 kampe hver dag, og Marcus har selv meldt at han ikke rigtig har lyst. Han synes ikke vi har haft så meget ferie sammen - en tidligere nævnt hændelse i familien har taget alt for meget af vores tid med ham - og vi er enige med ham i at han skal melde afbud til cup'en, så holdet må for en gangs skyld klare sig uden Marcus... sådan bliver det!

Sulten er ved at melde sig, så bye for now...

Kvalitetstid med fru Andersen

31. Jul 2008 22:25, michaelblog

Klokken kvalme i morges kravlede Marcus ombord i Skjold-bussen, men retning mod Vildbjerg, hvor han de næste 4 dage skal deltage i cup'en.
Vi har fået medling om at drengene har vundet deres første kamp 3 - 0 så de har fået en god start :)

Da Nadia pt. er hos kæresten, er fru Andersen og jeg solo i haven, Og det nydes i fulde drag... :o)Kvalitetstid

Der hygges i varmen

29. Jul 2008 16:01, michaelblog

Puhaa.... varmen er da lige ved at være for meget til en mand i min alder ;-)

Vi nyder det dog fortsat her i vores lille have, og formår både at tage os af en masse praktiske ting, foretage nogle småture, dyppe os i "poolen", og slappe af med spil og bøger etc.
Søndag kørte vi op til Tina og Johnny i deres campingvogn, tæt på Rørvig Strand. Vi havde en hyggelig (og meget varm!) dag deroppe. Vi var på deres rigtig fede strand, hvor nogle af os (læs; ikke mig) var i vandet.
Som vanligt gik Johnny i sit udekøkken og forberedte en monstermiddag på sin formiddable webergrill...Johnny
Vi spiste alt for meget, så efterfølgende havde vi kun energi til at slappe af på deres grund, drikke lidt mere vin og nogle flere kolde pilsnere, og dase lidt i hængekøjen... ja i det hele taget bare nyde livet...Afslapning
Tøsen og Nadia
Tina og Johnny præsenterede os for et kombineret brædt- og kortspil der hedder Sequence. Ganske fornøjeligt og hurtigt at komme ind i, så det fik vi spillet en hel del. Sequence
Faktisk blev vi så glade for det at vi indkøbte det dagen efter så vi har det her i haven. Det skulle efter sigende være et gammelt spil, men jeg har nu aldrig set det før.

På trods af vinden i dag, vil vi i aften starte grillen op og smække en vognfuld kød på skidtet, og så ellers hygge med svigerfamilien, moster og kusine Simone.

I morgen aften tager vi hjem og overnatter i lejligheden, for Marcus skal til Vildbjerg Cup torsdag, og han skal med bussen allerede kl. 6:45!! Dér skal han så være til på Søndag, hvor vi så formentligt tager herud i haven igen, inden han igen skal afsted, denne gang til Brøndby Cup'en. Egentligt en anelse surt at de to cups ligger i forlængelse af hinanden, for det betyder jo at han er meget væk - men sådan er det bare.

God sommer til dig

Min første ferieuge

25. Jul 2008 16:21, michaelblog

... er ved at være gået, og det har mildest talt været lidt hektisk. Der er opstået en større krise i familien, som har gjort at vi har brugt rigtig meget tid på "problemløsning", så det har været så som så med feriestemningen - mere om det en anden god gang... måske.

Når vi ellers har kunnet få tankerne omstillet til feriemode har vi nydt det, selv om vejret ikke har været helt det bedste. Det er som om at dårligt vejr ikke betyder helt så meget her i haven, som derhjemme, og at vi bare er ude i det alligevel. Til gengæld har den så ramt os hårdt lige nu må man sige - det er næsten for varmt til at holde ud.

Jeg har fundet tid til, endelig, at få muget ud i alt det skidt der var efterladt bagved huset - ikke mindre end 4 gange blev carina'en fyldt op og kørt til genbrugsstationen - så nu er der pænt og rydeligt deromme, så må jeg se hvad den ekstra plads så skal bruges til.

En heldagstur til Knuthenborg Safaripark er det også blevet til. Jeg tror det er 8-10 år siden vi sidst har været der, i hvert fald kan Marcus ikke huske at have været der. Det var en kanon dag, og det var fedt at se at alle dyrene var meget aktive. Vi var alle områderne igennem flere gange, og især savanen var Marcus vild med at køre i så den besøgte vi flere gange, og hver gang fik vi øje på noget vi ikke havde set de forrige gange...

Zebra
Giraf
Selv var jeg helt vild med det område hvor de har lemur'erne gående. De er bare de sødeste og frækkeste bæster man kan tænke sig, og de vimser rundt imellem fødderne på én, fuldstændigt upåvirkede af din tilstedeværelse. De har en helt fantastisk social væremåde, og det er vildt at se de forholdsmæssige store dyr springe smidigt og adræt imellem grenene

Lemur
Lemur
Lemur

Dagene går sin gang og vi får puslet lidt i haven og får kigget på nogle af de "projekter" vi har herude. De kommende dage står formentligt på strandtur, besøg hos Tina og Johnny i deres campingvogn, et smut til Bon Bon land, og hvad vi ellers spontant kunne finde på.

En go' somer herfra til dig og dine...

Ferie

18. Jul 2008 08:48, michaelblog

Der kan være mange grunde til át holde fri fra arbejde....

Leave

... min grund er ganske simpel; JEG HAR FERIE.......!!!!  :O)

 

En god en af slagsen til dig og dine, ifald du er i samme båd...



40+ årig hankøn bosiddende i landets hovedstad. Vær velkommen i mit lille bloghjørne, med lidt og meget om alt og intet. Færdsel er på egen risiko, men smid gerne en bemærkning eller kommentar på din vej gennem blogsfæren...

Seneste photos

Ugenummer?

Gode toner...

free music

Kalender

« August 2016 »
MTWTFSS
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031 

Tags

Arkiv